Efter en 20 år lang kraftpræstation med kropsvæsker, akavede parforhold, dumme og rasende dyr og grænsesøgende pointer tegner WulffMorgenthaler 30. september sin sidste stribe i Politiken.
»Vi har lavet over 5.000 jokes, og det er nok«, konkluderer makkerparret, og fra 1. oktober er dette enestående frirum i den trykte presse uden ejer.
WulffMorgenthaler arbejder angiveligt på en musical om viskestykkets historie, men den daglige deadline sender de nu videre.
»For os har det været en fornøjelse at underholde avisens læsere, selv de kværulantiske læserbrevsskribenter, der gerne så vores hoveder mast ned i en kompostkværn, og vi ser frem til den nye stribe. Om det er noget transaktivistisk memeagtigt eller et epos om nogle festglade, skidesøde mus – der er ingen grænser, bare det er noget, vi ikke har set før. Politiken har trykt tusindvis af vores striber – det må være bevis for, at avisen er åben over for hvad som helst. Vi glæder os!«.
Flabet og nutidig
Politiken søger en visuelt kreativ, fortællende, flabet (gerne ikke-Muhammed-tegnende) sjæl til at levere en daglig stribe og dermed tegne sig ind i en storslået tradition for tegnede universer i ikke blot Politikens historie, men i den moderne avis.
Striberne på disse spalter har været beboet af Jørgen Mogensens Poeten og Lillemor, hele byen Lidenlunds befolkning i Henning Gantriis’ streg, Nicoline Werdelins Homo Metropolis og Jakob Martin Strids anarkisme. Dertil kommer Tintin og Terry, Søren Brun og Nuser, hvis serier Politiken også var det første danske dagblad til at trykke.
Men vi vil hellere have os en forskrækkelse end højbåren respekt for traditionen.
Politikens næste stribe skal være aktuel, pointebåret, møgbeskidt, magtkritisk og visuelt stilsikker og mestre samspillet mellem ord og streg. Den skal turde angribe alt fra kernefamiliens trummerum over Svend Brinkmanns forfatterskab til Politiken selv.
Vi belønner det modige og håber på forskrækkelser, for der er et samfund derude, der trænger til at blive rusket i.
fortsæt med at læse
