Vi har kun kørt nogle få kilometer langs Vestvoldens tilgroede kanonbatterier og krudtdepoter, da jeg fornemmer en tilstedeværelse bag os. Jeg kaster et blik over skulderen og synes, at jeg ser Viggo Hørup komme cyklende bag os i hvid hat og med stridbart skæg.
Min yngste yndlingsdatter og jeg har lige talt om, hvor inderligt Politikens stifter var imod at anlægge Københavns Befæstning, som Vestvolden er en del af. Og jeg har forsøgt at forestille mig, hvordan den bidske antimilitarist ville have reageret, hvis han havde været med på dagens cykeltur og set det forhadte forsvarsværk forvandlet til rekreativt område. En grøn oase, der nu afpatruljeres af hundeluftere, motionsløbere og midaldrende pedalatleter i farvestrålende lycradragter.




























