Vi danser os glade i Markmandsgade. Javel ja. Jeg har inviteret Hans fra haven med til festen. Mest fordi det er HKH Hans’ fortjeneste, at jeg, som ikke har grønne fingre, har en have, der nu, bravo, har fået en pris. Det er hans fortjeneste. Egenhændigt har han båret hele Magleby Rideskoles efterladenskaber, uopfordret, ind i min kolonihave til glæde for rideskolen og til stor gene for mine ellers søde, rare og varmt påklædte naboer, som tilmed er fuldfede jammerkommoder, der brokker sig over stort og småt, mest småt og »åh hvor her dog stinker«. Jeg forsvarer mig med, at den, der lugter af hest, lugter ikke af hash, men det forstår de ikke en skid af, fordi de er så vant til lugten af hash, og så finder de blot noget andet andet Danish klassisk kullibrok. Vejret: »Det var ikke, det de havde lovet«.
»Himmel og hav«, råber jeg tilbage, »livet er en morgengave, og det gælder om at ku’ ta’ det, mens man har det, og det danske vejr er og bli’r et Gajol-vejr, uanset hvilken størrelse gajoler man selv har«.
