Filmen gik først kl. 23, så Maria og jeg besluttede, at vi sagtens kunne drikke rødvin først. Året var 1990, og vi sad i Paris i vores spæde ungdom, og en af os havde været nede i den lokale Franprix og købt nogle flasker og en billig brie, som skulle udgøre vores aftensmad den lørdag. Den anden – mig – havde fundet ud af, at ’Driving Miss Daisy’ kunne ses i en af de store sale i biografen i Hallerne kl 23, og jo mere vin, vi drak, jo bedre blev tanken om at synke ned i et biografsæde og se en amerikansk film.
Omkring klokken 22 har vi nok forladt min lille lejlighed i Rue Pernety og er hoppet på metroen ind mod centrum. De to flasker rødvin må have været nedsvælget, for jeg husker kun disse få ting: Vi kom ind i biffen, gaflede nogle gode sæder og plaprede løs, mens reklamer og forfilm fløj over skærmen. Og så gik det op for os, at vi var blevet indlagt til en version française.
