I dag, 5. maj, er det 150 år siden, den danske arbejderbevægelse oplevede en af sine mest markante begivenheder – Slaget på Fælleden, hvor politi og husarer gik til angreb på flere tusind demonstranter, som var mødt op på Nørre Fælled i København for at give deres støtte til hovedstadens murersvende, der havde strejket i næsten fire uger for at få forbedret deres arbejdsforhold.
Demonstrationen var organiseret af den danske afdeling af Internationale – en forening, der kun havde eksisteret i et års tid, men ikke desto mindre havde fået ca. 9.000 medlemmer. I en artikel i bladet Socialisten 2. maj rettede den karismatiske ’stormester’ (leder) Louis Pio et heftigt angreb på »ministre, magistrat, politidirektør, grundejere (og) pengeposemænd«, der havde »travlt med at sammensværge dem mod folket«. Men nu var bægret fuldt, erklærede Pio og tilføjede: »Lad der ikke komme en eneste dråbe til – eller det flyder over«.




























