I en dansk provinsby i 1971 boede der på alderdomshjemmet en 80-årig mand, der drømte om at få sin egen pensionistlejlighed. Derfor skrev han til kommunen. Brevets karakter gør, at oplysninger om byen, lokaliteterne og personerne ikke viderebringes her. Bagsiden er jo ikke smudspressen. Steder og navne er ret beset heller ikke så interessante. Gamle, sure mænd findes overalt – og til alle tider. Brevskriveren her er dog i en helt særlig kategori. Han hed Karl.
Der havde været mange rygter om, at alderdomshjemmet skulle nedlægges og flyttes ud i en forstad. Det handlede, mente Karl, alene om at skaffe nogle flere læger »et behageligt og kostbart Levebrød«. Alle de penge, som kommune havde bevilget til læger på alderdomshjemmet, havde været bedre anvendt ved at blive kastet i havet, skrev han. For de ældre havde det ikke været en fordel med flere læger, der blot mishandlede ham og de øvrige ældre. Der havde været mange sjofelheder fra deres side, og de tænkte bare på sig selv. »Personalet kan gøre som det passer dem, selv om det strider mod al Anstændighed«.
