I Stoholm mellem Viborg og Skive ligger et malerfirma. Det er ejet og drevet af fire malermestre, der alle hedder malermester Ulstrup; to malerpar fordelt på to generationer: Grethe og Jens Anker samt Kirsten og Bjørn. Selv hvis man strakte sin forestillingsevne til det yderste, ville det være vanskeligt at hitte på et mere solidt funderet jysk foretagende end Maler Ulstrup ApS.
Derfor er det et scoop, et fund af helt særlig beskaffenhed, at Grethe Ulstrup har takket ja til at blive en del af bagsidens panel af almindelige danskere, der frem mod og under den kommende folketingsvalgkamp skal vurdere politikerne, deres politik, spinmanøvrer og generelle habitus.


























