Jeg husker det sådan her: Det er sommeren 1992. Jeg er fem år gammel og sidder i en hvid Ikea-sofa med min far og hans venner. Schmeichel er fuldstændig umulig at passere. ’Faxe’ og Vilfort hamrer Danmark ind i historiebøgerne og grundlægger den mytologi, som vi lige siden har fortalt hinanden i denne lille fodboldnation: at alt kan lade sig gøre for den, der ønsker det nok. Min far og de andre skal til Rådhuspladsen, og til alle efterfølgende slutrunder er det dén følelse jeg drømmer om en dag selv at opleve.

I dag er der en uge til åbningskampen i Qatar. Verdensmesterskaberne i (herre)fodbold afviklet i en diktatorisk ørkenstat. Hvis slutrunde-ambassadør så sent som i sidste uge udtalte, at homoseksualitet er udtryk for en hjerneskade. Så er der alle de døde migrantarbejdere, og der er nationale fodboldforbund, som desperat forsøger at plædere for, at fodbold på den ene side ikke skal politiseres, men på den anden side også skal være et sted, hvorfra vi kan skubbe til den sociale forandring og demokratiet rundtom i verden. En forandring, man i fodboldverdenen taler om ca. hver andet år, men som ikke desto mindre ser ud til at betyde: mere glas, mere beton, mere død og ødelæggelse i kulisserne. En slags kulturel kolonistrategi i bedste mening, men som vistnok også er noget med Peter Schmeichel, der pludselig er ansat af en qatarsk tv-station, og som i øvrigt nægter at svare på kritiske spørgsmål. Peter, jeg elsker dig. Du er min første og største fodboldhelt, det er jo derfor, det gør ondt, at du ligner en marionet for reelle og umenneskelige oliesheikinteresser.