I de her dage ser jeg Netflix’ nye serie om Fifa og måske særligt om den historiske korruption i Fifa. Jeg læser ’Hvad vi tænker på når vi tænker på fodbold’ af Simon Critchley, og jeg snakker med alle, jeg kender, om fodbold, så snart den mindste mulighed byder sig. Aldrig har VM fyldt så meget i mit liv, som fra det øjeblik, hvor jeg proklamerede ikke at ville se det. Som at forlade et parforhold for pludselig at vende og dreje det konstant, stå og spørge sig selv i den lokale Netto, hvilken morgenmad man kan lide. Er jeg overhovedet en kaffedrikkende person? En åben tid og en mærkelig tid.
Jeg møder en perifer ven på vej i svømmehallen, han siger, din seneste klumme gav mig lidt dårlig samvittighed. Jeg siger »godt«, og vi taler om det dumme og smukke ved vores fuldstændig barnlige kærlighed til toogtyve mand, der flytter rundt på noget læder, og som forsøger at kombinere dette læder ind i det, vi har valgt at kalde: MÅLET. Dikotomien ved at vide, at det bare et et spil, og samtidig elske det som alt andet end det. Jeg skal skynde mig i vandet og siger hurtigt farvel.
