Det er, som om jeg oplever VM primært i folks køkkener nu. Til kaffe, til en fødselsdag, et glas vin med min far. Så sidder vi og taler om udviklingen på et overordnet plan: Marokko, der er videre, det er historisk, det er smukt. Ronaldo, der græder, Neymar, der græder, og Perisic’ søn, der går over for at trøste ham. En søn til en stjerne fra det hold, der lige har knust hans drøm. Vi snakker om den evige kamp mellem Messi og Ronaldo, om Messi, der er blevet hårdere og helt har opgivet det noble. At han, selv efter Argentina havde vundet straffesparkskonkurrencen, emmede af afsky over for Hollands topscorer, Wout Weghorst, og måske i særlig grad over for træneren van Gaal.
Det er en udvikling i Messis spillerpersonlighed, som jeg virkelig holder af. At i år handler det kun om vejen til sejr. Både for ham selv og for Argentina som nation. Men attituden handlede også om at tage hævn over van Gaal, den tidligere Barcelona-træner, der i fortiden ydmygede Messis daværende argentiske landsholdskaptajn, Riquelme, ved at nægte at gøre brug af ham i klubben. Lige indtil Riquelme var tvunget til at skifte.
