Allerede første dag i det nye år støder jeg ind i rørsmækkeren. En lille fugl, jeg bærer i mit bryst, som jeg i november, har forsøgt at få hejst.

Alting søger mod jorden og jeg syntes egentlig bare, forskelligt er blevet lidt heavy at bære, og Vlad-skvat-verden kan sgutte blive ret meget værre, og jeg cykler til en større brystafvejning på Blegdamsvej og bliver selv så vældig bleg ved synet af de høje hospitalsbygninger, der står og duver af liv og død mod himlen, og jeg ryster som et espeløv ved synet af alle de mennesker med alle de sygdomme, der findes, og at ikke alt kan repareres i Sygdomsby, der har det hele: bibliotek, blodbank og croissanter med og uden chokolade og dyrlægens natmad og elevatorer, der kører op og ned i kælderen, og man kan stå der og trykke stop for standsning helt afhængig af, hvilken menneskelig etage den er gal med. Så er der en grøn elevator, og så går man hen mod den, og så er den fuld af en seng og en portør, og værst er det omkring frokost, hvor den hvide flok, som slet ikke er flok nok, henter frokost, og jeg fatter ikke, de kan få en bid ned i disse omgivelser af betændelse og proteser.