Som skolebarn i 1950’erne fik jeg havregryn med mælk og sukker hver eneste morgen. Favoritten var Ota Solgryn, for her var påklædningsdukker på bagsiden af æsken, mens mange drenge foretrak Foska med den kernesunde gut, tegnet af tidens populære Kurt Ard. Med indholdet derimod var det hip som hap, bare gryn, gryn og atter gryn, helt uden de mange interessante blandinger, der fyldes i nutidens produkter – og dog! – mon ikke man også i datidens havregryn kunne finde ingredienser af den mere myldrende slags? Dem opdagede jeg bare aldrig på de tre minutter, jeg skovlede ind, lige før klokken ringede.
Det gjorde jeg så forleden, da jeg under et af mine utallige forsøg på at erstatte morgenens rituelle indtag af kaffe og ostemadder med havregrød tog hul på posen med Irmas velassorterede grødblanding, men … hvad var nu det, der rørte sig i mixet af gryn og græskarkerner, nødder, rosiner, boghvede, chiafrø og tørrede tranebær – uha! – små flokke af sorte sataner, såkaldt ubudne gæster, hvis tilstedeværelse endte med massemord i køkkenvasken.
