Nå, men det var, fordi min Frienda og Friendo og jeg talte og talte, og så sagde en: »… til oktober«, hvortil en anden svarer: »Ja, hvis vi altså stadig er her i oktober«. Da bliver der ganske tyst i stuen. En engel går gennem stuen og puster lige til ilden i pejsen. Her er så stille, at man ka’ høre en M&M med indbygget peanutbutter falde til jorden. Og det gør en, og derpå vælter nervøse eder og forbandelser ud af munden på alle om den sokkelede a-kraftidiot, der klatøjet og bedugget karter rundt i Rusland og holder hele verden i skak.
Vi tre er enige om, at vi er gidsler i en lortesituation, og vi kan bare se til og vente. Og vente. Jeg er vant til at vente. Det begyndte tidligt. Moderen siger, helt karminrød i kammen: »Du kan bare vente, til din far kommer hjem«.
