Når man arbejder som korrespondent fra Italien, skal man før eller senere beskæftige sig med mafiaen. »Men er det ikke farligt?«. Det var det umiddelbare spørgsmål, jeg ofte blev stillet. Næh, normalt ikke. Tværtimod. De kriminelle organisationer har altid kunnet lide en omfattende omtale af deres bedrifter, navnlig hvis rapporterne går til udlandet.
I bagklogskabens lys kan jeg nu betragte alle de historier, jeg skrev og fortalte, som en del af det store skuespil, som teatret Italien iscenesætter. Mafiaen skyder, afpresser, handler med narko, med våben, mange bliver anholdt. Journalister skriver. Cirklen er perfekt og forudsigelig. Et evindeligt reklamespot for den kriminelle organisation.




























