Når unge knægte reder håret frem med puddelkrøller i panden, har de stylet sig selv som de idoler, de gerne vil ligne; popstjerner som Justin Bieber eller Christopher, og når voksne mænd giver deres stramme bukser et lille opsmøg, er det ikke, fordi de skal ud at soppe, men fordi der er tale om en stylet kode, hvis budskab opfanges af andre, der også går med opsmøgede bukser.
Vi har stylet os selv og hinanden siden tidernes morgen, vi har formet, farvet, klippet, krøllet eller på andre måder foretaget os noget, vi godt kan lide, og som vi ikke mindst har set på dem, vi godt kan lide. Med andre ord: Vi efterligner hinandens måder (moder) og det, som kendetegner de fællesskaber, vi gerne vil være med i, og hvor ‘adgangsbilletten’ er en afgørende faktor. I nogle fællesskaber handler det om solbriller af et ganske bestemt mærke, i andre om vilde hårfarver og et stykke bart maveskind, det kan også være specielle tatoveringer, tunge vipper, svulmende læber og bare fødder i hytteskoene. Det kan være så meget.
