Det var en mørk og halvfuld nat i december 1994. Susanne Georgi sad i en taxi på vej hjem fra julefrokosten i det københavnske datafirma, hvor hun var kontorelev, og festen var ikke gået som planlagt. Den fyr, som 18-årige Susanne havde satset på at score, havde været optaget af alt muligt andet, og nu sad hun i taxien og lavede en sang om ham oppe i sit hoved. Dub-i-dub-i-dub-i-dub, I don’t need your love. Det var en god linje, syntes den unge sydjyde, som straks ringede til sin telefonsvarer derhjemme (sådan nogle havde man dengang) og indsang melodistumpen, for at den ikke skulle gå tabt i alkoholtågerne.
Næste formiddag ringede hun til sin to år ældre søster, Pernille Georgi, hjemme i Kolding, og herfra er det storesøster, der fortæller:
