Egentlig var det jo uundgåeligt. For det er tilsyneladende en naturlov, at vi begynder at høre jazz i en vis alder. Det er paragraf 1 i naturloven, mens paragraf 2 går ud på, at det vist overvejende er mænd, der begynder at høre den genre, vi måske ikke uden grund engang i ungdommens vår pissede på og betragtede som ’tissemandsjazz’ eller bare ’sjatpissermusik’.
Det var nu faktisk ikke, fordi jeg havde noget imod fænomenet. Jeg var endda som nytilflyttet københavner flaskesamler på en jazzklub. Måske blev der bare tømt så mange flasker, som jeg skulle balancere væk mellem ølmaver i tågen fra cigaretter og cigarer, at jeg aldrig rigtig fandt ind i rytmen fra scenen. »Det bedste ved jazz er pauserne«, som jeg sagde til min flaskesamlermakker, når musikken endelig tav.
