Nogle mennesker kan ikke vente. Allerede i slutningen af oktober findes julekassen frem, og inden længe vrimler det med nissemåtter og julestjerner, kugler og kogler, skovtrolde, sprællemænd og kranse med paddehatte og glimmersne. Snart kommer også nisserne til, de strikkede, de filtede og alle de kiksede i keramik, foruden nisser med indbyggede stemmer, Ho, Ho, Ho, og mekanismer, der blinker rødt, når man går forbi – jamen, hvor sjovt!
Jeg har altid haft det stramt med nisser. Bortset fra tegneren Frederik Brammings lystige gutter, som kravlede overalt på hylder og reoler i mit barndomshjem, kan jeg faktisk ikke udstå disse små, grimme gnomer med spidse huer, som ingen rigtig ved hvorfra stammer, men som med tiden er blevet tillagt særlige egenskaber, herunder evnen til at forsvinde, pif, paf, puf! Gid den evne blev flittigt brugt til at tynde ud i nutidens gigantiske forsamling af nisser.
