Havde det ikke været for festen i Odd Fellow-Palæet, så havde der ikke været noget mig. Det synes jeg godt lige, jeg ku’ ta’ at tænke lidt over i enden af en syg, stivfrossen og sort januar. I dag er det så 33. januar, og man kan nu faktisk igen stå på egne ben. Uh, at gå rundt i husholdningsæsken og ku’ skimte lyset og to do-listen.
Intet fik man udrettet. Bortset fra, at man serienedstirrede. Pærevælling åd ’Fargo’ og ’True Detective’, morgen, middag og aften, måske for lissom at indbilde sig, at man kom nogen vegne. Og jo? Jeg tåler nu at se en mand flå neglen af en anden, uden at blinke. Jeg har slugt tonstunge timer i sumpen med Woody Harrelson og Matthew McConaughey. Men man kan bare ikke blive ved med at diskutere med sig selv, om McConaughey egentlig er lækker eller ej. Jeg kender ham jo ikke.
