Ved et vandhul lidt uden for Hvalsø står en større gruppe mennesker i den bagende pinsesol og betragter en kvinde, der spiller trompet. Indimellem virker det, som om hun har svært ved at få lyd ud af instrumentet. Men sådan skal det vist lyde, når man fremfører værket ’Jitterbug’ af den amerikanske avantgardekomponist Annea Lockwood, hvor lyde fra vandinsekter optaget i Montana strømmer ud af højttalerne, imens en skægget mand sidder ved siden af trompetisten og bearbejder skindet på en stortromme med en violinbue, et piskeris og noget, der ligner en grydesvamp.
Midt i flokken lytter Sven Meinild koncentreret med et lille smil om munden, for det er hans drøm, der bliver udlevet lige her ved vandhullet. Og inde på festivalpladsen bag laden, hvor et rekordstort publikum har slået lejr med lagre af solcreme og praktiske plastbeholdere fulde af snacks til børnene, som har udgjort næsten halvdelen af publikum, siden endagsfestivalen ’Elektronisk Solskin’ for fem år siden så dagens lys. Altså bortset fra, at det regnede den dag i 2019, hvor »6 musikere, 10 frivillige og 20 publikummer« ifølge Sven mødte op for at deltage i løjerne.
