Sætter et kulsort punktum for en smuk og hed sommerdag ved at liste ned over græsplænen i en duft af solmodnede æbler og sende et langt blik op mod stjernerne oppe på den sorte himmel. Så mærker jeg den. Vinden, der hvisler gennem træernes blade som et uventet og koldt kys fra de sibiriske sletter på min pande. Et kuldegys risler ned gennem mig med erkendelsen: Ak ja, så gik den ikke længere.
Sommeren er om ikke forbi så i hvert fald i gang med sin nedtælling til den lange sæson, hvor vejrmeldingen glider fra koldt morgenmørke til isnende regn over brutal blæst og tilbage til frysende nattemørke. I hvert fald for de af os, der sådan helt ind i sjælen nikkende kan nynne med på C.V. Jørgensens gamle strofe om, at »Intet varer evigt snart er sommeren forbi/ med den forsvinder praktisk talt alt hva’ du ka’ li’/ intet under du går rundt & er så underlig indeni«.
