Jeg er blevet tiltagende besat af tanken om at påtage mig en identitet. Det er en aldeles ulykkelig situation, hvor jeg med årene er blevet mindre og mindre dogmatisk, men til gengæld føler et større og større behov for at være det.
Hvis man har en klar identitet, så har man altid noget at falde tilbage på. Nogle faste principper, der kan guide én igennem livets tvivl. Man behøver aldrig for alvor panikke over, hvem man egentlig er, og hvad man egentlig mener, nej, man kan deponere den frie vilje, der så sjældent skaber andet end bøvl. En ekstra bonus er, at man heller ikke selv behøver bruge krudt på at overveje, hvordan man bliver et spændende menneske. Det handler blot om at lukrere på den kant og autenticitet, som en stærk identitet giver.
