TRUMP I GAVEREGN
Det har skabt debat om korruption, at styret i Qatar vil forære den amerikanske præsident et Boeing 747-fly til en estimeret værdi af 400 millioner dollars. Men det er ikke første gang, at Trump modtager gaver fra udenlandske ledere, indrømmer han:
»Jeg har også fået en vidunderlig og meget smuk kuglepen af Vladimir Putin. Fantastisk fyr, som giver fantastiske gaver. Det er en unik kuglepen lavet, tror jeg, af det dyreste materiale i verden. Alle beundrer den kuglepen. Da Vladimir gav mig den, forklarede han, at den altid skal være i min lomme, for ellers stivner blækket i den. Det er meget dyrt og eksklusivt blæk, og det kan mærke, for det er en meget tung kuglepen, og man kan også høre det, for den bipper nogle gange, og det er et tegn på høj kvalitet. Jeg går ikke til et eneste møde uden den kuglepen i brystlommen. Der skal den altid være, sagde Vladimir, for så bliver kuglepennen en slags vidne til historien. Det er en stor ting; en vidunderlig ting«.
ATS er Politikens daglige satirespalte.




























