Næsten fire ud af ti ansatte i landets vuggestuer og børnehaver er uden pædagogisk uddannelse, skriver Jyllands-Posten på baggrund af tal fra Danmarks Statistik. Men de tal bør slet ikke være relevante, mener Elmer Alexander Thorst Langvad, der er talsbarn for den integrerede institution Børnetumulten på Vesterbro i København.
»Vi har i tre år kørt uden personale, og lønomkostningerne har vi investeret i udvikling af vores stemmestyrede AI. Den yder omsorg, klarer pusleopgaver, rengøring, og med den seneste opdatering kan den læse op med Ellen Hillingsøs stemme. Vi har aldrig vikarproblemer eller syge ansatte, selv om jeg da gerne vil medgive, at vi havde en lidt hård dag i onsdags, hvor der skulle ske en stor systemopdatering midt på dagen, og det endte med, at vuggestuebørnene fik serveret fyldte bleer til frokost, og to af de store børnehavebørn blev skrællet og udskåret og stillet frem som eftermiddagsfrugt. Så vi kender da godt til småfejl, men da ikke noget, der er lige så alvorligt som at ansætte ukvalificeret personale til at tage sig af små børn«, lyder det fra talsbarnet, mens han putter perler op i næsen.
ATS er Politikens daglige satirespalte.




























