Politiske seismologer har haft travlt med at analysere det jordskælv, der onsdag ramte Sjælland. De foreløbige konklusioner peger i retning af Troels Lund Poulsen som den udløsende faktor for rystelserne, forklarer chefseismolog Roar Redington:
»På under et døgn foretog Venstre en tektonisk bevægelse væk fra tre store valgløfter om at begrænse et sprøjteforbud i landbruget, udtrædelse af statsborgerskabskonventionen og beskæring af udviklingsbistanden. Den slags opbygger en politisk spænding, og når det sker så hurtigt, vil det ofte forårsage en energiudladning, der kun kan absorberes af selve planetens ydre skal. Kræfterne var så enorme, at jeg vil advare kraftigt om efterskælv, hvis Venstre på den måde flytter sig igen«.
ATS er Politikens daglige satirespalte.




























