NYT OM KENDTE v/ Carina von Hörensagen

Lyt til artiklen

NYT OM KENDTE

v/ Carina von Hörensagen Grand Pricks-stjernen Jørgen Olsen, 69 somre, har brugt vinteren på at sætte sine gamle hits sammen til en musical: »Forestillingen kommer til at handle om en aldrende popsanger, der er faldet lidt af på den, men som pludselig øjner chancen for at score kassen en sidste gang ved at støve alle sine gamle numre af og tilsætte et stort orkester og nogle lækre dansepiger«, skal Olsen havde sagt. Plastikparret Erik & Anni blev forleden spottet i et byggemarked i Valby, hvor de ifølge øjenvidner købte en boremaskine, nogle hvidmalede træplanker samt adskillige hyldeknægte. De nygifte afviser dog, at de er i gang med forberedelserne til en ny tv-serie med titlen Erik & Anni Goes To Silvan: »Vi skal bare give vores hus en ansigtsløftning«, skal Anni have sagt. Komikeren Finn Nørbygaard blev mødt med stormende bifald, da han forleden optrådte for medlemmerne af Rotary i Vejen med sit foredrag ’Sådan mister du din formue’: »Alene i næste måned skal jeg tale 17 steder, og de betaler skidegodt alle sammen«, skal Finn have sagt og tilføjet: »Havde jeg vidst, at der var så mange penge i at gå på røven, ville jeg have gjort det for længe siden i stedet for at jalre rundt med Jette Torp og spille fransk klovn«. Mediebaben Mascha Vang var blandt premieregæsterne til Nils Malmros’ nye film, ’Kærestesorger’. »Jeg aner godt nok ikke, hvem ham dér Nilz Malmroz er, men jeg har fået en fribillet, og zå er jeg altzå helt vild med udenlandzke film«, skal Mascha Vang have sagt og tilføjet: »Nu håber jeg bare ikke, at undertekzterne zkifter alt for hurtigt, for zå kan jeg ikke nå at læze dem!«. »Jeg ved heller ikke, hvem Mascha Vang er. Det er i hvert fald ikke en af dem, jeg går i gymnasiet med«, skal Nils Malmros have sagt.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her