S-NYT
ATS har spurgt en række fremtrædende suicidaldemokrater, om de ikke kunne tænke sig at blive kandidat til posten som overborgmoster i København efter Ritt Herregaard:
Christine Tortellini: »Det kan jeg desværre ikke, for jeg har lovet at hente børn i eftermiddag«.
Mette Frederiksen: »Jeg har ikke mulighed for at stille op som overborgmosterkandidat, for vi er i gang med en større ombygning herhjemme. Vi er blandt andet ved at indrette et nyt samtalekøkken, og det skal være temmelig stort, da jeg taler en del«.
Anker Jørgensen: »Næh, ikke rigtig. Nu er jeg lige faldet så godt til her på plejehjemmet, og jeg har hørt, at deres blomkålssuppe inde på rådhuset ikke er lige så god som her«.
Thorvald Stauning: »Noget saadant kan under ingen Omstændigheder komme paa Tale! Jeg skal ikke nyde noget af at staa med Skægget i Postkassen, og det ville ogsaa bare ende i Kaos, hvis jeg pludselig dukkede op derinde«.
UDENKRIGSK
En talsmand bekræfter, at den tyrkiske regering er modstander af Anders Fjogh Rasmussen som generalsekretær:
»Det ville være meget krænkende for vores tyrkertro, hvis han skulle tegne Nato. Det var rigeligt, da hans landsmænd tegnede Muhammed«, siger han.
SIDSTE!!!
Det Gunservative Folkepartis spidskandidat til Europapalavermentsvalget, Bendt Betjendtsen, oplyser, at han snarest vil skyde sin valgkampagne i gang:
»Jeg skal bare lige have lokaliseret min tidligere ministerchauffør, for han kører stadig rundt med mit jagtgevær«, siger Betjendtsen.
ATS er Politikens daglige satirespalte.




























