AFSLØRING: BETJENDTSEN TOG EGEN BIL TIL BAGEREN
ATS kan i dag afsløre, at Bendt Betjendtsen ved mindst to lejligheder har kørt i sin egen bil, imens han var minister for økonomi og erhvervskørsel.
Første gang, Betjendtsen hverken lod sig befordre i ministerbil eller i en gratis lånevogn fra Skandinavisk Motor Co., var på en tur til Hærværksbageren i Munkebo 24. februar 2003. Anden gang var, da han besøgte sin syge moster på Avernakø i påsken 2005.
Bendt Betjendtsen udsendte i går en pressemeddelelse, hvor han erkendte privatkørslen:
»Det skal ikke være nogen undskyldning, men da min moster på Avernakø pludselig blev syg, havde jeg simpelt hen ikke noget andet valg end at tage min egen bil, for min ministerchauffør var på Sydsjælland for at hente to harer og en fasan, som jeg havde skudt under en jagt på Bunkenborg Gods«.
TOGNYT
ATS er kommet i besiddelse af denne rollespilsopgave fra DSB’s Værdidag:
Der er to minutter til afgang. I det fjerne ser du en etbenet kvinde nærme sig med en kuffert i hver hånd. Hvad gør du?
1) Fløjter afgang med det samme, så toget afgår før tid, og du undgår at spilde kostbare sekunder på at hjælpe den etbenede passager ind i toget.
2) Du spænder ben for den etbenede kvinde umiddelbart før, hun når togdøren. Derefter beder du hende slæbe sig hen bag den gule sikkerhedslinje og fløjter til afgang.
3) Du venter med at give afgangssignal, til den etbenede kvinde når hen til toget. Hvis hun forsøger at løbe toget op, giver du hende en næsevinker og råber: »På perronen er tiden din egen!«.
ATS er Politikens daglige satirespalte.




























