NY TVIVL OM TVIVL OM FJOGH, OBS OG SIDSTE!!!

Lyt til artiklen

NY TVIVL OM TVIVL OM FJOGH
Af alle danske journalister

Anders Fjogh Rasmussen er ikke længere helt så tæt på at blive Nato’s generalsekretær, som han var i forgårs. Han er dog stadig en smule tættere på, end han var i sidste uge, oplyser kilder, der står sig selv nærmest.

Den fornyede tvivl skyldes udtalelser fra en højtstående amerikansk embedsmand, der i går blev spurgt, om Obamaadministrationen stadig støtter Fjogh. »Joh, det tror jeg da nok«, svarede kilden og tilføjede: »Hvad var det, du sagde, han hed?«, hvilket blev tolket, som om amerikanerne pludselig har fået betænkeligheder ved den danske kandidat.

Samtidig er det stadig uklart, hvordan Tyrkiet vil forholde sig til spørgsmålet om en ny generalsekretær, når Nato-topmødet starter i dag. Præsident Abdullah Gülles udtalelser om, at »Fjogh er en af Europas vigtigste statsministre« kan for eksempel godt tolkes, som om Gülle mener, at han skal blive ved med at være statsminister, påpeger flere iagttagere efter at have iagttaget hinanden nøje.

På den anden side fastholder kilder i Nato-hovedkvarteret, at Fjogh stadig må betragtes som favorit til at afløse hollænderen Jaap de Hula Hoop Scheffer som generalsekretær:

»Jeg håber i hvert fald, at det bliver monsieur Faux, for han er sådan en nydelig mand«, siger en ledende rengøringsmedarbejder, som ønsker at være anonym.

OBS
De religionale busselskaber informerer:

Tildækkede kvinder, der ikke ønsker at vise deres ansigt til chaufføren, kan i stedet for månedskort med foto købe et klippekort. Vi gør opmærksom på, at der skal betales tillægsbillet for villateltet.

SIDSTE!!!

Det britiske kongehus meddeler, at dronning Elizabeth har fået en iPod af præsident Obama og derfor ikke længere benytter Philips walkman.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her