REGERINGSNYDT
Pia Kjærsgaard måtte i går på ny afbryde sin ferie, denne gang for at tage imod de tre nye ministre i Lars Løkkepose Rasmussens regering.
Pia Kjærsgaard tilbringer traditionelt påskeferien i sin sommerresidens sammen med sin mand og tronfølgeren, Kristian Thulesen Dahl, men i søndags måtte hun blive hjemme i et par timer længere end planlagt for at tage imod Anders Fjogh Rasmussen, da han lagde vejen forbi Danmark for at indgive sin afskedsbegæring som socialstatsminister.
»Det er naturligvis irriterende for Pia Kjærsgaard, at hendes ferie hele tiden bliver afbrudt, men sådan er vilkårene nu engang for landets regent«, siger en talsmand for Dansk Folkedragtsparti.
MINISTERLISTEN
De nye medlemmer af regeringen:
Claus Kronhjort Frederiksen skal som finansminister sidde på statskassen med øjne så små som knappenålshoveder og knurre ad alle, der kommer i nærheden. Han vurderes også som den bedst egnede til at skræmme den økonomiske krise langt væk.
Inger Støjsender er blevet udnævnt til beskæftigelsesminister, fordi hun manglede noget at beskæftige sig med, efter at hun har brugt det sidste halve år på at afvise, at Anders Fjogh skulle være på vej til udlandet.
ATS er Politikens daglige satirespalte.




























