KOMMUNELÆRER: VI MOBBER IKKE ELEVERNE I NØVLING
Kommunelærer A. Svendsen, Nøvling Centralskole, tvivler på, at danske lærere mobber deres elever, sådan som det forleden fremgik af en undersøgelse: »Her i Nøvling kan vi i hvert fald melde hus forbi. Vort pædagogiske udgangspunkt er, at man skal behandle eleverne, som man selv ønsker at blive behandlet. Jeg kan selvfølgelig ikke afvise, at der findes børn, som på et eller andet tidspunkt har følt sig drillet af en lærer, men i så fald er det sket i den bedste mening for at ruste eleverne til de udfordringer, der vil møde dem, når de engang forlader Nøvling Centralskoles trygge rammer«, siger kommunelæreren og tilføjer: »Jeg er således ikke i tvivl om, at vores sløjdlærer, Chr. Hansen, handlede pædagogisk forsvarligt, da han sagde til Rasmus fra 7.a, at den knagerække med udskårne rhomber, som drengen havde brugt tre måneder på at lave, lignede noget, der var kommet ud af bagpartiet på en giraf. Og når Chr. Hansen efterfølgende kaldte drengen for 'Rhombe-Rasmus' i de andre elevers påhør, var det blot for at minde ham, hvor vigtigt det er at lave sine ting ordentligt«. »Jeg er også overbevist om, at vores husholdningslærerinde, Alma Eriksen, udelukkende havde det pædagogiske sigte for øje, da hun meddelte Mie fra 7.b, at hendes irske stuvning smagte som et gammelt gulvtæppe og satte eleven til at koge karklude resten af skoleåret, imens hendes klassekammerater lavede spændende nye retter som citronfromage og koteletter i fad«. »Selv forfalder jeg heller aldrig til mobning af elever. Tværtimod behandler jeg dem pænt, idet jeg flere gange om året lader dem se filmen om 'Bæveren – den lille ingeniør'. Og det er bestemt mit indtryk, at børnene er taknemmelige for så ofte at få indblik i gnavernes levevis og se, hvordan disse herlige pelsdyr samarbejder om at fælde hele skove uden på noget tidspunkt at mobbe hinanden med, at de har store fortænder«.
ATS er Politikens daglige satirespalte.




























