EN CYKELRYTTER SKRIVER
ATS har modtaget denne pressede meddelelse fra borgmester Klaus Bondam:
I Københavns Kommune har det (især sidst på aftenen på mit kontor) været vurderingen, at jeg kunne bidrage til markedsføringen af København som cykelby ved at køre til Paris sammen med nogle andre overvægtige mænd i stramme trikoter. Samtidig fik jeg med min deltagelse på Team Rynkeby en kærkommen lejlighed til at donere 10.000 kroner af kommunens penge til et godt formål.
Nu er der imidlertid nogle af mine politiske modstandere, der har fået så ondt i røven over dette arrangement, at man skulle tro, de selv havde cyklet hele vejen til Paris. Da jeg ikke er interesseret i, at Rynkebyturens gode formål bliver overskygget af disse småtskårne individers misundelse, har jeg besluttet selv at betale mit deltagergebyr, hvis det skal være på den måde.
ATS er Politikens daglige satirespalte.




























