DAGENS TEKST
Politiets indtog i kirken (Apostlenes Ugerninger,7,1-9,3)
Birthe Rønn Hornbech talte til Politiet og sagde: »Gå hen i kirken og indfang de irakere, der sidder derhenne og gemmer sig, thi deres ophold er i strid med loven og desuden en torn i øjet på Pia Kjærsgaard!«.
Da kom Politiet hen til kirken og talte således i deres megafoner: »Sandelig siger vi Jer, vi har en turistbus holdende for døren, og den har vi tænkt os at køre Jer bort i, hvad enten I vil det eller ej«.
Men udenfor stod en hærskare af demonstranter, som råbte og skreg og kastede sig ned under bussen. Og Politiet så, at det var noget skidt og gav sig derfor til at slå hovedet ned i maven på dem.
Og Politiets beskikkede førere, både gruppeførere og hundeførere, kom hen til Birthe Rønn Hornbech og sagde: »Vi, dine tjenere, har holdt mandtal over de indsamlede personer, og vi bringer dig som gave sytten irakere. Hvor vil du have dem henne?«.
Og Birthe Rønn Hornbech svarede således: »Jeg vil slet ikke have dem! Sæt dem blot på det næste fly hjem, thi de skal ikke tro, at de kan komme her og blive væk!«.
BANDEKRIG BRYDER UD IGEN
Frankenstein Jensen Jr. skød i går sin valgkampagne i gang. Politiet vil ikke afvise, at skudepisoden kan have forbindelse med den verserende kamp om at få magten over Københavns Kommune.
Frankenstein Jensen Jr. er leder af en indvandrerbande fra Aalborg, der ifølge ATS'ses oplysninger har ambitioner om at sikre sig kontrollen med Københavns Rådhus.
LUFTFARTSNYDT
Mit navn er Jørgen Larsen, og jeg er Deres kaptajn på denne flyvning med SAS til Paris. Da jeg nu har arbejdet uafbrudt i 14 timer, lægger jeg om kort tid an til landing på divanen, og jeg beder Dem venligst om at vække mig cirka et kvarter før, vi skal lande.
ATS er Politikens daglige satirespalte.




























