Af vor luftfartsmodarbejder, Aske Munck De seneste dages flyveforbud har været helt unødvendigt, mener chefmekaniker Mogens Svenning fra SAS: »Herregud, der er sgu da ingen grund til at sætte hele verden i stå, fordi det støver lidt i de højere luftlag. Motorerne skal bare have en omgang med trykluftslangen, når flyene kommer ned igen, så er de så gode som nye, men den slags kan man ikke forklare de høje herrer. De sidder bare ved deres skriveborde og kigger ind i en computer og siger: »Uha, dér er en sky, så må vi nok hellere lade være med at flyve!««, siger Mogens Svenning og tilføjer: »Det er ligesom dengang med Crash-8-flyene. Dem holdt de helt op med at bruge, selv om vi havde fortalt dem, at vi sagtens kunne fikse de dér landingsstel med nogle nye O-ringe fra Harald Nyborg«.
»Men prøv at sige det til de fine eksperter. Så kigger de på én, som om man var en eller anden tilfældig idiot, der ikke har andet at give sig til end at stå i en hangar og bralre op om snart det ene, snart det andet«. SENIORSANGERE SIGTET Så er politiet klar med sigtelserne imod de pensionister, der afbrød disintegrationsminister B.R. Hornbechs tale i Folketinget med sang: • Forstyrrelse af Folketingets forhandlinger: Adskillige medlemmer vågnede, da pensionisterne begyndte at synge. • Overtrædelse af våbenloven: De syngende pensionister var bevæbnet med stokke, gangstativer, hørerør og andre slagvåben. • Fornærmende adfærd mod politiet: En 82-årig kvinde sagde »Så, så, lille betjent, nu skal De ikke tage sådan på vej!«, da han i en bestemt tone bad hende stige ind i politiets bus. Desuden sang flere af de anholdte »Vi har en chauffør, chauffør, han kører trillebør«, da bussen kørte dem til afhøring.
ATS er Politikens daglige satirespalte.




























