LYNINTERVIEWKristian Thulesen Dahl, hvorfor har Dansk Folkedragtsparti besluttet ikke at skære helt så meget i børnechecken som oprindelig planlagt? »Fordi det er gået op for os, at der også er en del danske familier, som har mange børn. Dem vil vi gerne komme i møde, dels ved at hæve maksimumbeløbet, dels ved at lave en længere indkøringsperiode, så de får bedre tid til at skaffe sig af med overskydende børn«. MEKANIKER KLAR TIL AT HJÆLPE BP Mekaniker Mogens Svenning, indehaver af Svennings Auto- & Pladeværksted i Ryomgård, tilbyder sig nu som konsulent for det amerikanske olieselskab BP: »Jeg har læst, at det endnu ikke er lykkedes dem at lukke hullet i deres olieboring. Det er jo helt tydeligt, at de er en flok amatører«, siger Mogens Svenning og tilføjer: »Jeg vil påtage mig at klare dén opgave med den ene hånd på ryggen og bind for øjnene. Jeg har ikke tal på, hvor mange utætte benzintanke jeg har lukket på alle de rustbunker, vi har haft igennem værkstedet i tidens løb. Det handler bare om at bruge et svejseapparat, nogle gamle aviser og et ordentligt lag Plastic Padding, så drypper de sgu ikke længere. Jeg har aldrig haft en vogn, der er blevet afvist til syn på grund af en utæt benzintank. Men jeg sørger også altid for at give synsfolkene en flaske snaps op til jul. Det kunne amerikanerne godt lære lidt af«. HAR DU MENT NOGET OM LENE ESPERSEN? En menedsmåling fra Observans viser overraskende, at kun hver tredje dansker har udtalt sig til medierne om Lene Espersens ferie. »Det er helt klart for dårligt, at vi ikke har nået at spørge flere«, siger en talsmand for Danske Dagblades Forening. »Jeg vil derfor gerne opfordre de borgere, der endnu ikke er blevet spurgt om, hvad de mener om Lene Espersens ferie, til straks at henvende sig til nærmeste medievirksomhed og give deres holdning til kende«.
ATS er Politikens daglige satirespalte.




























