UGENS SANG Sørens far har penge, men ikke særlig længe, for han er arbejdsløs. Dagpenge i kun to år, og så er det kontanthjælp, og så er det kontanthjælp. Sørens far har Søren og mange andre børn, til dem han fik en check. Nu er checken blevet væk, så han har ingen penge, så han har ingen penge. VM-NYT Mandstræner Morten Olsen afviser kritikken af det danske spil i testkampen mod Australien: »Hovedårsagen til, at det gik så dårligt, var VM-bolden. Den opførte sig meget mærkeligt. Hver gang, vi var lige ved at få fat i den, smuttede den fra os«, siger han. SARAH TALER UD Uddrag af Oprah Windshields interview med Sarah Ferguson, hertugkvinde af York. Hvorfor tog du imod penge fra den forklædte journalist? »Fordi jeg var dum, grisk, selvoptaget og fuld. Men nu er jeg heldigvis blevet ædru igen og kan se, at det var forkert gjort af mig!«. Hvordan har din eksmand, prins Andrew, reageret på sagen? »Han har været utrolig forstående, og han har rakt hånden frem. Men dét fik han nu ikke noget ud af, for på det tidspunkt havde jeg brugt alle pengene!«. Han lyder som en dejlig mand! Ham kunne jeg godt tænke mig at møde! »Det kan nok godt arrangeres! Du har jo en ganske pæn formue, har jeg hørt!«.
ATS er Politikens daglige satirespalte.




























