GAKKELAK.DK Netbrugere diskuterer aktuelle emner. I dag: forholdet mellem forfattere og anmeldere. 140211 kl. 0130 Af I. Michael: Nu kan det kraftedme være nok. Jeg finder mig ikke i, at stupide anmeldere, der får for lidt på den dumme, lader deres frustrationer gå ud over begavede bestsellerforfattere, der opholder sig i Thailand. 140211 kl. 09.15 Af Riis: Kan du eventuelt uddybe din kritik? 140211 kl. 09.17 Af I. Michael: Det kan du bande på, at jeg kan. Jeg har eddermame snart fået nok af stormuftien af Weekendavisen Lars Bukdahl og hans selvpromoverende anmeldelser og evige forkærlighed for bøger, der er så smalle, at ingen kan få øje på dem. Jeg banker hovedet ned i maven på ham, næste gang jeg ser ham, og så er jeg skide ligeglad med, om han melder mig til politiet. 140211 kl. 11.18 Af STORMUFTI: Jeg undrer mig over dit primitive sprogbrug. Med din erfaring som mangeårig vatpik og populist, der gennem hele dit forfatterskab har leflet for den dårlige smag, forventer man ikke den slags. På den anden side overrasker det mig ikke, at det kan være så ubehageligt blot at læse nogle få linjer fra din hånd, når jeg tænker på den væmmelse, hvormed jeg gennem de seneste år har slæbt mig igennem din selvtilfredse og uinspirerede erindringstrilogi, hvoraf sidste del ’Vilde Engle’ mest af alt kan betegnes som et skridtbind, hvilket vel også hænger meget godt sammen med din fremskredne alder. 140211 kl. 13.02 Af Karen Dynemose: Er der nogen herinde, der har læst den finske forfatter Sofi Oksanens ’Puhdistus’, som hun fik Nordisk Råds Litteraturpris for sidste år? 140211 kl. 13.20 Af bolsjefar: Jeg lånte for nylig bogen ’Kend din krop –sex, pubertet og prævention’ på biblioteket. Det var en stor skuffelse, at der ikke var flere billeder. Det giver ikke ligefrem én lyst til at låne en bog en anden gang. 150211 kl. 00.17 Af I. Michael: Hvad helvede er du for en klam stodder? Jeg tager forbi og giver dig en røvfuld, når jeg har ordnet Bukdahl!
ATS er Politikens daglige satirespalte.




























