SPØRGSMÅL & SVAR OM DANSK POLITIKHvorfor valgte statsminister Lars Løkke Rasmussen at fyre Birthe Rønn Hornbech? Fordi der ikke var nogen grund til, at hun gik rundt på Christiansborg og nægtede at udtale sig, når hun lige så godt kunne gøre det derhjemme. Vil udlændingepolitikken ændre sig med Søren Pind som integrationsminister? Nej, han får næppe tid til at ændre noget som helst, når han også skal passe sin Facebookprofil og deltage i ’Mads og monopolet’ på P3. Er sagen om de stats- og målløse palæstinensere stadig farlig for Lars Løkke? Nej, for nu bliver der snart iværksat en uvillig undersøgelse, og dermed er sagen sparket til hjørne. Hvorfor siger journalisterne altid, at en sag bliver sparket til hjørne? Fordi de har en hemmelig drøm om at blive fodboldkommentatorer, der rejser verden rundt og vælter sig i skønne kvinder ligesom Carsten Werge. Er det virkelig rigtigt, at Carsten Werge vælter sig i skønne kvinder? Ja, når han kan se sit snit til det. Men kvinderne flygter som regel, når de opdager, hvem det er, der vælter sig i dem. Hvem besvarer egentlig alle disse spørgsmål? De samme, som stiller dem. Det er nu engang det nemmeste. MEDIENYT Redaktøren af Tipsbladet udtrykte i går skuffelse over Liberablende Alliances leder Anders Samuelsen. »Det er lige gået op for mig, at vi vistnok er det eneste medie i Danmark, som han endnu ikke har skældt ud. Det er meget sårende, og jeg forstår ikke, hvorfor vi på denne måde skal forbigås«, siger redaktøren, der nu overvejer at skrive en kritisk artikel om partiets skattepolitik. »Vores læsere vil nok undre sig, men det kan være den eneste udvej«, siger han.
ATS er Politikens daglige satirespalte.




























