KUNSTNERE I NYHEDERNE Kunstnere og andre kulturpersonligheder skal have en mere fremtrædende plads i DR’s nyhedsprogrammer: Tv-avisen: Per Arnoldi vurderer effekten af den militære indsats i Libyen og trækker perspektiverne op for de kommende års politiske udvikling i Mellemøsten. Deadline: Ib Michael gennemgår fordele og ulemper ved europagten med særligt fokus på konvergenskriterierne og giver værten én på låget. Orientering: Jokeren kommenterer den spændte politiske situation i Elfenbenskysten. Radioavisen: Jens Christian Grønkåhl snakker om vind og vejr i forlængelse af vejrudsigten.
BARYLERE VINDER KAMP FOR FRIHED
Som den seneste af en række arabiske magthavere lovede Baryliens præsident i går at indføre omfattende reformer: »Det er netop gået op for mig, at vi har haft militær undtagelsestilstand, siden jeg kom til magten i 1957, og det er jo helt ude i hampen«, sagde præsident Ib Habib Al-Huttelihut. »I virkeligheden er jeg en varm tilhænger af demokrati og lige rettigheder for alle barylere. Derfor er jeg også frygtelig ked af, at vore sikkerhedsstyrker under de seneste ugers uroligheder er kommet til at slå 750 demonstranter ihjel. Deres død er imidlertid ikke forgæves, for jeg har besluttet at forlade mit embede og udskrive frie valg allerede i 2027, hvilket er tre år før planlagt. Men allerede i år vil vi nedlægge fem torturcentre og indføre en maksimumgrænse på 220 volt, når vi sætter strøm til folks kønsdele«, lover præsidenten.
ATS er Politikens daglige satirespalte.




























