Rollo Svendsen – fundet af frivillig hjemismand.KENDT POLITIHUND FORSVANDT UNDER EFTERSØGNING Landbetjent A. Svendsen og hans hund Rollo var blandt de mange, der var ude at lede efter den lille Holger tidligere på ugen. »Vi var blandt de mange, der var ude at lede efter den lille Holger tidligere på ugen«, siger A. Svendsen og tilføjer: »I samme øjeblik vi fik meldingen om, at en lille dreng var forsvundet i Tranum Klitplantage, lagde vi alle andre presserende sager til side for at deltage i eftersøgningen. Jeg var ellers i gang med en meget, meget vigtig sag om et brugstyveri hos Homokøbmanden i Pandrup, hvor der var stjålet fire pakker tarteletter, en æske kattetunger og adskillige eksemplarer af Familie Journal, hvilket tydede på, at ældrekriminaliteten nu også er nået til Pandrup. Men selv om det var vigtigt at efterforske tyveriet, inden bevismaterialet var spist og læst, var det trods alt vigtigere at finde Holger«. »Rollos lugtesans er ikke, hvad den har været, men jeg havde ikke mere end lige lukket ham ud af bilen, før han spurtede af sted, som om han havde fået færten af noget. Det viste sig dog hurtigt, at det ikke var Holger, han kunne lugte, men derimod en madpakke tilhørende en af de mange hjemmeværnsfolk, der deltog i eftersøgningen. Hjemmeværnsmanden blev forståeligt nok meget sur, men jeg synes nu nok, at han overreagerede, da han gav sig til at skyde op i luften med sin riffel for at skræmme Rollo væk fra madpakken«. Varselsskuddet fik Rollo til at stikke af hurtigere, end en hest kan rende, og resultatet var, at jeg i flere timer måtte løbe rundt i klitplantagen og råbe »Rollo!« i stedet for »Holger!« som alle de andre. Det var psykisk meget belastende at gå rundt i uvished så længe, men heldigvis fik det hele en lykkelig udgang, da en frivillig hjemismand ringede og meddelte, at Rollo var fundet og nu sad i hans bil og spiste en vaffel«.
ATS er Politikens daglige satirespalte.




























