Kommunelærer A. Svendsen ser helst ikke, at landets skoler bliver rangordnet efter deres karaktergennemsnit: »Jeg tror såmænd nok, at vi ville klare os godt her på Nøvling Centralskole. For eksempel ville vi ligge højt i naturfag, takket være vore elevers indgående kendskab til bæverens levevis«, siger kommunelæreren i telefonen fra Sandkaas Familiecamping på Bornholm, hvor han for tiden holder ferie med sin hustru, sin svigerinde fra Svenstrup og hendes labrador, Knud. »Problemet er bare, at karaktergennemsnittene ikke fortæller det hele. For eksempel ville man jo ikke kunne se på sådan en rangliste, at hver eneste af vore afgangselever kan lave en irsk stuvning helt fra bunden, sådan som de har gjort utallige gange i timerne hos vores dygtige husholdningslærer, Alma Eriksen«. »Det vil heller ikke fremgå, at vi er den mest vindende skole på den årlige idrætsdag, hvor vi konkurrerer med andre af områdets skoler. For eksempel har vi vundet rundboldturneringen de sidste otte år i træk med vores sløjdlærer, Christian Hansen, som fast dommer. I år var det ganske vist lige ved at gå galt i finalen mod Gug Friskole, da Christian Hansen i kampens start blev ramt i hovedet af et vildfarent boldtræ og pådrog sig en dyb flænge. Alma Eriksen, som er en meget snarrådig kvinde, pakkede hans hoved ind i viskestykker fra skolekøkkenet for at standse blødningen, og imens vi ventede på ambulancen, så jeg mit snit til at fiske fløjten op af Christian Hansens lomme, så jeg kunne overtage dommerhvervet. Dermed var Nøvling sikret endnu en finalesejr«. »Christian Hansen nåede i øvrigt at vende tilbage til medaljeoverrækkelserne efter at være blevet syet. På skadestuen havde de fjernet den sidste stribe hår, der var tilbage i venstre side af hans hoved, og Christian Hansens nye frisure skabte stor moro blandt eleverne, så dagen sluttede i en fantastisk god stemning. Men den slags vil man jo heller ikke kunne læse ud af en rangliste«.
ATS er Politikens daglige satirespalte.




























