Efter sidste uges vellykkede valgprogram, der formede sig som en håndboldgalla, bringer TV 2 i de kommende dage følgende politiske dueller: Mandag: Mette Frederiksen (Suicidaldemokraterne) og Inger Støjsender (Venstre) diskuterer beskæftigelsespolitik og udfordrer hinanden i mudderbrydning. Tirsdag: Margrethe Vestager (de radigale) spiller krabbefodbold mod Thyra Frank (Liberablende Alliance). Onsdag: Økonomisk debat og græskkatolsk brydekamp mellem Naser Khader (Det Konservastive Dolkeparty) og Per Clausen (Ensomhedslisten). Den tidligere annoncerede kickboxingduel mellem Oleg Sohn (Søvndalistisk Folkeparti) og Lars Barfoed (de konservastive) er desværre aflyst, da sidstnævnte kom til at sparke benet væk under sig selv til generalprøven. Vejrnyt: Ikke så vådt endda DMI er nået frem til, at sommeren har været den mest regnfulde siden 1980. Flere uafhængige vejrmænd tvivler dog på, at instituttets målinger holder vand: »For eksempel kan jeg huske, at det det ikke regnede 17. juli i tidsrummet 17.10-18.45, og jeg tvivler på, at det er indgået i deres beregninger«, siger en vejrmand. Mit valgB. Sandberg, forretningsmand:
»Jeg har tænkt mig at brevstemme på Liberablende Alliance. Som forretningsdrivende har jeg gang på gang oplevet, hvordan myndighederne stikker en kæp i hjulet på nytænkende virksomhedsejere. Jeg har selv et meget liberalt forhold til lovgivningen, og derfor får Anders Samuelsen min stemme«.
ATS er Politikens daglige satirespalte.




























