Vor udsendte modarbejder har indhentet disse kommentarer foran retsbygningen i Los Anderledes, hvor Michael Jacksons læge er tiltalt for at have forårsaget popstjernens død: Cynthia Odemwingie, servitrice: »I mine øjne var Michael Jackson en gud, som repræsenterede håbet om fred på Jorden og harmoni mellem mennesker, så jeg er her for at kræve, at Conrad Murray bliver dømt til en så smertefuld død som overhovedet muligt. Så kan han lære ikke at rende rundt og slå guder ihjel!«. Oscar Lee Wallpaper, poolrenser: »Jeg har tænkt mig at stå foran retsbygningen og synge 'Man In The Mirror' 50 gange om dagen som en hyldest til Michael Jackson. Det er uhyggeligt at tænke på, at Conrad Murray slog ham ihjel. Det kunne jo lige så godt have været mig!«. Charlie Kittlemeyer, pølsemand: »Det var forfærdeligt, hvad der skete med Michael Jackson, men midt i sorgen må vi ikke glemme, at det kunne have været meget værre. Tænk bare, hvis Conrad Murray også havde været læge for Elvis – så havde han heller ikke levet længere. Altså Elvis, ikke lægen«.
ATS er Politikens daglige satirespalte.




























