ALENEMÆND: TROLEX LUND POULSEN
Af Lea Sidewind-Friis
Trolex planter møggreben solidt i en dynge griseafføring, inden han med et forlegent smil bevæger sig hen imod os:
»Var det svært at finde herud?«, spørger den 35-årige landmand, som har været mutters alene, siden han i mandags tog orlov fra sit job på Christiansborg.
Men det er slet ikke så svært at finde hjem til Trolex Lund Poulsen. Man skal bare køre til Tølløse og fortsætte ud af byen i retning mod Bukkerup, indtil man ser de første grise med nummerplader. Så er man på gården, hvor Trolex nu går rundt og stikker i møgdyngerne med sin greb.
»Ja, der sker jo ikke så meget herude, og de gamle venner inde fra København hører jeg ikke så meget til længere. Men posten har lige været her, så jeg skal ikke klage«, siger vores vært, da vi lidt senere sidder på slagbænken i køkkenet, hvor der er dækket op med kaffe og sandkage fra Q8-tanken på Tølløsevej.
Trolex er ikke meget for at tale om sin fortid – og slet ikke om den episode, der førte til hans eksil på gården. Derimod fortæller den friske alenefyr gerne og længe om sin traktor, hvor han tilbringer de fleste af døgnets vågne timer:
»Jeg kører meget rundt i den, og ikke kun i forbindelse med arbejdet her på gården. I weekenden har jeg for eksempel tænkt mig at køre til Holbæk og se, om der ikke skulle være nogle piger, som kunne tænke sig en rask traktortur. Jeg har jo ikke opgivet at få selskab herude. Det kan godt blive lidt ensomt ind imellem«, siger Trolex ærligt.
Da vi har sat os i bilen for at køre tilbage til redaktionen, banker Trolex Lund Poulsen på ruden og beder os rulle vinduet ned:
»Hvis I er interesseret, kan jeg godt skaffe jer nogle saftige oplysninger om den nuværende statsministers skatteforhold. I må bare ikke sige, at I har dem fra mig«, hvisker han.
Bag os hyler grisene.
NY JORDKLODE ER SLET IKKE NY
Opdagelsen af en ny planet, der ligner Jorden, kommer ikke bag på Google Earth:
»Som man kan se på billedet her, har vi allerede været rundt med vores fotovogn og gennemfotograferet den anden jordklode«, siger en talsmand for internettjenesten.
ATS er Politikens daglige satirespalte.




























