BREDT ANSØGERFELT TIL JOB SOM FORSVARSCHEF
Forsvarsminister Nick Hækkerup har fået opfyldt sit ønske om, at jobbet som forsvarschef ikke kun søges af generaler.
Kødgrosserer K. Spangenberg, Kulhuse
Regnes som et af de bedre bud, idet han både har erfaring fra erhvervslivet og fra det militære i sit frivillige job som kompagnichef for hjemmeværnets 51. rullepølsekompagni. I sin ansøgning har K. Spangenberg fremhævet, at han flere gange med stor succes har dirigeret trafikken i Kulhuse-området i forbindelse med loppemarkeder og cirkusbesøg, og han mener, at disse egenskaber også kan være gavnlige i krigsførelse. Endvidere peger han på, at han takket være sine kontakter i kødbranchen vil kunne give forsvaret stor forsyningssikkerhed.
Realitystripper Linse Kessler: Fremhæver i sin ansøgning, at det er hendes erfaring, at kvinder er meget populære hos soldaterne. Hun anfører samtidig, at Danmark ikke kan nøjes med et enkelt forsvarsværk som Batteriet Sixtus, men at hver enkelt danske kvinde bør udstyres med nogle store batterier, så de kan forsvare sig mod indtrængende fjender. Linse Kessler oplyser desuden, at hun hører til den konservative type, der mener, at såvel soldater som deres overordnede bør holde på formerne. Homokoordinator Torben Inga Nielsen: Oplyser, at han er helt vild med mænd i uniformer. Har vedlagt en udtalelse fra tidligere borgmester Klaus Bondam, der roser Torben Ingas indsats under Copenhagen Pride sidste år. Det anføres, at disse evner uden tvivl vil vise sig værdifulde i forbindelse med kommende militærparader. PUTINYT
Vladimir Putin lovede i går, at de, der har tvivlet på, at valget er foregået korrekt, nok skal få hans ærlighed at føle.
ATS er Politikens daglige satirespalte.




























