SASS FÅR HJÆLP ATS er kommet i besiddelse af den seneste sms-korrespondance mellem Henrik Sass Larsen og Suzuki-Torben: »Hej Suzuki-Torben. Jeg sidder herinde på Christiansborg og føler mig generet af nogle folk, der kalder mig og mine venner 'forræddere' og 'klaphatte'. De råber også 'pis' til os og opfører sig i det hele taget ret truende. Er det noget, du kan gøre noget ved? Sass ;-) »Hej Sass. Nu har jeg talt med de der folk, - Frank Aaen, Johanne og Per Clausen - og bedt dem lukke røven. De skal bare skrubbe af eller indordne sig. Husk, Sass, vi er de stærkeste :-) Suzuki-Torben«. »Tak for indsatsen. De er ret ekstreme. Hvordan fik du lukket munden på dem? ;-) Sass«. »Jeg truede dem bare med at fortælle folk, hvad deres politik i virkeligheden går ud på. :-) Suzuki-Torben«. HVÆSERNE MENER ØL ER SUNDTKarl Halvtag, talsmand for gæsterne på Bodega Den Gule Negl: Først har vores kære politikere gjort os, som at der ryger, til kriminelle ved at forbyde røg snart sagt alle steder. Nu er det så alkohol, som skal lægges for had, fordi en flok hellige tørvetrillere har fundet ud af, at danskerne drikker for meget. De vil Gud hjælpe mig have sat mærkater på bajerne, der advarer imod indholdet, på samme måde som med cigaretpakkerne! 'Du kan få ondt i hovedet af at drikke for mange bajere'. Tænk, virkelig? Hvis d'herrer sundhedsapostle i stedet ville gøre sig den ulejlighed at stige ned fra deres elfenbenstårne og aflægge et besøg her på Neglen, så ville de opdage, at såvel smøger som bajere har en særdeles gavnlig effekt på humøret. Vi husker alle sammen med gru tilbage på den sidste ølstrejke, hvor alle gik rundt og var blege og sure på hinanden. Ølstrejken betød også, at jeg for første gang i mange år blev forkølet. Det er jo videnskabeligt bevist, at spiritus kan holde de værste sygdomme fra døren, ligesom det er videnskabeligt bevist, at man ikke kan sove, hvis man drikker for meget kaffe. Jeg har aldrig problemer med at sove, tværtimod sker det ikke så sjældent, at jeg falder i søvn på Neglen, så vores søde servitrice Linda må ruske i mig. »Du må hellere sove den ud derhjemme, Karl, så du er frisk, til når vi åbner i morgen klokken 11«, siger Linda, og så går jeg hjem, hvis jeg kan finde vej. Det eneste minus, jeg umiddelbart kan se ved at drikke mange bajere, er, at man hele tiden skal på lokum. Men så får man da rørt sig, og det skulle jo være så sundt, siger de kloge. FJEL & NAMGLERHvæsernes redaktør skriger: På gårsdagens sportssider ønskede vi dansk tennis tillykke med Wimbledon-sejren. Der skulle naturligvis have stået tilløchte. Vi klebager.
ATS er Politikens daglige satirespalte.






























