VREDE OVER OL Londons indbyggere er skuffede over, at de mange ofre, de har måttet yde i forbindelse med OL, ikke er blevet værdsat af myndighederne. Taxachauffør Bernie Broadbridge Vi har fået opsat langtrækkende missiler på vores terrasse, så vi ikke længere kan grille, og vores spisestue er blevet indtaget af fire sortklædte skytter. Det eneste, vi har fået for besværet, er to fribilletter til 400 meter kapgang for kvinder i overgangsalderen på onsdag, hvor min kone skal til bingo. Rupert Lambswool, designer: Min samlever og jeg var netop blevet færdige med at indrette kælderen med nervøs velour på væggene, lyseffekter i loftet og ryatæpper på gulvene, da vi blev bedt om at rive det hele ned, fordi der skulle indrettes en kommandocentral dernede. Og hvad har vi fået for det? 2 undertrøjer med OL-logo! Vi ville hellere have haft en bar røv at trutte i. Phyllis Whatsername De har tvunget min søde Polly (billedet) til at påtage sig opgaver som bombehund! Til gengæld har vi fået lov til at benytte hundetoilettet i OL-byen. Flot! BORGER TILBYDER AT HJÆLPE SKAT Heltidssjofelist Ernst Eskildsen, Greve, har tilbudt sig som frivillig kontrollant for Skat. »Jeg har skrevet til Thor Möver Pedersen, at han bare kan ringe, hvis han i løbet af sommeren får brug for nogen, der kan gå ind i folks haver og tjekke, om der foregår noget ulovligt, imens de tager solbad«, fortæller Ernst Eskildsen. »I mit eget kvarter har jeg flere gange observeret en topløs kvinde, som jeg mistænker for at dyrke håndværkersex uden regning. Desværre er det ikke lykkedes mig at komme helt tæt på, da den pågældende kvinde skjuler sig bag en tjørnehæk, som gør det svært at se det hele, selv når jeg skubber grenene til side«. »Det vil være meget lettere, hvis jeg får udleveret en vest med Skats logo. Jeg kan også kigge ind i hendes soveværelse om aftenen, hvis det på nogen måde kan hjælpe Thor Möver. Jeg er sikker på, at der foregår meget svineri derinde. Måske er der flere håndværkere, som (forkortet af red.) hende, imens hun (forkortet af red.)«.
ATS er Politikens daglige satirespalte.




























