Borgmester Aage Nielsen – forstår ikke, hvorfor hans forslag skal gøres mere forståelige.FINT NOK AT BYRÅDET INTET FORSTÅR Borgmester Aage Nielsen, Ny Væmmelse Kommune, synes ikke, det er et stort problem, at mange byrådsmedlemmer har svært ved at forstå, hvad de stemmer om: »Den politiske proces er særdeles kompliceret og kræver stor indsigt. Sådan er det i alle landets kommuner og da i særdeleshed i Ny Væmmelse, hvor vores globale tilgang og bestræbelser på at være kulturkommunen, der sætter et fingeraftryk på landkortet på den lange bane, stiller store krav til byrådsmedlemmernes viden og sproglige evner«. »Som borgmester ser jeg det som min opgave at få tingene til at glide så let igennem byrådet som muligt. Desværre oplever vi af og til, at kværulanter fra oppositionen stiller modforslag eller opklarende spørgsmål, hvilket forlænger processen yderligere. Det kan vi ikke være bekendt over for byens borgere, og den bedste måde at undgå dette på er netop at fylde vores egne forslag med så mange tekniske udtryk, så lange sætninger og så omfattende henvisninger til love og paragraffer, at ingen for alvor kan gennemskue, hvad de går ud på«. »Det er dog ikke altid gjort med dét. I visse situationer kan det derudover være nødvendigt at anspore byrådsmedlemmerne ved at servere et måltid varm mad umiddelbart efter mødet. Udsigten til, at maden bliver kold, kan som regel få selv de værste kværulanter til æde forslag, som de ikke forstår, til gavn for den demokratiske proces«, siger borgmester Aage Nielsen. KULTURBESPARELSER SKABER JYSK VREDE Det har skabt vrede hos en række jyske kulturinstitutioner, at der bliver skåret i deres tilskud næste år. »Det er meget trist. Vi havde regnet med, at der ville blive råd til en påhængsmotor til Fregatten Jylland, så den endelig kunne komme ud at sejle. Nu står vi i stedet tilbage med en synkende skude«, siger en dæksmatros fra Ebeltoft. Nedskæringerne har heller ikke ligefrem skabt begejstring i Den Gamle Bye i Aarhus: »Vi er blevet bombet flere årtier tilbage i tiden«, hedder det i en kundgjørelse fra byens oldermand. Endelig er Egtvedpigen slet og ret blevet »pizzezur«: »Det er zimpelthen zå ztrengt, at ham derzenz kulturminizteren bare vil tage alle vorez penge. Jeg havde regnet med at få en ny kjole, men det er der pludzelig ikke råd til. Hallooo. Man ligner jo et mozefund. Nå, nu er der en, der fortæller mig, at jeg zlet ikke findez, og det kun er min kjole, der er tilbage. Zom om det gør det hele bedre!«.
ATS er Politikens daglige satirespalte.




























