NYE AFSLØRINGER OM PAVE BENEDIKT
•Pave Benedikt XVI er oppe for at tisse mindst 4 gange i løbet af natten.
•Hans syn på verden er temmelig forældet, og han synes generelt, at alting var bedre i gamle dage.
•Hans syn er ikke, hvad det har været.
•Det er hørelsen heller ikke.
•Han glemmer ofte helt almindelige ting, som hvor han sidst har lagt pavehatten, og hvem han sidst har lyst i band.
DANSKERNE IKKE KLAR TIL EUROEN
En undersøgelse foretaget af menedsmålingsinstituttet Observans viser, at stadig færre danskere støtter euroen.
På spørgsmålet: »Hvilken valuta foretrækker du?«, kom kronen ind på førstepladsen efterfulgt af spillemønter, moneter fra Haribo, træpenge og jetoner, mens kun en enkelt respondent svarede euroen med den begrundelse, at han så lettere kunne få brugt dem, han havde tilbage fra en rejse til Venedig sidste år. På den baggrund konkluderer en analytiker fra Københavns Universitet, at danskerne endnu ikke er parat til at indføre euroen. SÅDAN KOMMER DU UD AF FÆNGSEL Flere fangeflugter afslører, at det er forbløffende let at forlade Nyborg Statsfængsel. •Tag dit lagen over hovedet, næste gang der er besøg. Bevæg dig mod udgangen, hvor du med lys stemme siger »Allahu akbar«.
De vil tro, at du blot har besøgt en af de muslimske indsatte. •Ifør dig stålbriller, ternet jakke og snøvlende stemme, og beklag dig til fængselspersonalet over forholdene for de indsatte.
ATS er Politikens daglige satirespalte.






























