Enlige ingen adgang.– Foto: Ernst Eskildsen, Greve.
Heltidssjofelist Ernst Eskildsen, Greve, overvejer at emigrere til USA. »Jeg har set, at der flere steder i landet findes swingerstater. Og det er lige noget for mig«, siger Ernst Eskildsen, der adskillige gange forgæves har søgt optagelse i en dansk swingerklub. »For et par måneder siden forsøgte jeg at komme ind i Svogerslev Swingerklub, men de optager kun par, og de ville ikke godtage min oppustelige Lolitadukke som ledsager, selv om jeg efterhånden har haft hende i mange år. Jeg synes det er en helt urimelig diskrimination. Hun er ganske vist ikke helt tæt længere, men det er der jo så mange andre, der heller ikke er, når de er kommet lidt op i alderen«. Efter at være blev afvist som medlem forsøgte Ernst Eskildsen at få lov til at se på. Men heller ikke dét lod sig gøre. »Jeg lovede ellers at sidde næsten stille og tilbød oven i købet at tage gratis billeder til deres klubblad. Men de var hverken til at hugge eller stikke i«, fortæller den utilfredse sjofelist. Det lykkedes ham dog at tage ovenstående foto som et bevis på de urimelige krav, Svogerslev Swingerklub stiller, hvis man ønsker at deltage i deres arrangementer. »Jeg har tænkt mig at sende billedet til Operation Sex, så de kan lave et kritisk program. Og måske filmet en masse par, der (forkortet af red.), med andre, som (forkortet af red.) i enden«, siger Ernst Eskildsen. »Hvis Operation Sex ikke springer på, ser jeg ingen andre muligheder end at rejse til mulighedernes land«. TV 2 FRI KLAR MED PROGRAMMER Danmarks nye fritidskanal TV 2 FRI har allerede afsløret nogle af de udsendelser, seerne kan glæde sig til: Traileren. Sådan hægter du lettest traileren på bilens krog. Fra snørebånd til hyttesko. En spændende rejse med føddernes trofaste følgesvende. Dejen hæver. Serie på 20 afsnit, hvor vi følger en langtidshævning. I første afsnit er dejen netop sat til hævning. Et liv med førstedagskuverter. Frimærkesamler giver gode råd om brugen af pincet, når der skal bringes orden i samlingen. Priklejord. Gode fiduser til prikling. Hvordan prikler man bedst, og hvor finder man de bedste priklepinde?
ATS er Politikens daglige satirespalte.




























